Jeg bliver nødt til at dele nogle af mine tanker omkring 2 forskellige tilgange til praktisk indretning, nemlig Feng Shui og Ilse Crawford og forklare hvorfor Ilse Crawford absolut ikke har opfundet den dybe tallerken.
KORT OM FENG SHUI
Feng Shui er en flere tusind år gammel, kinesisk praksis der er har til formål at skabe harmoni i rum, gennem implementering af en balance af elementer der skaber de bedste rammer for at energien kan flyde i rummet.
Ligesom Ilse bruger Feng Shui kontrast elementer og farver til at skabe balance og til at skabe rum for bestemte følelser og adfærd. Feng Shui tror på, at måden vi indretter vores omkringværende miljø på, påvirker vores skæbne. Det er her jeg bl.a. tror, at nogle begynder at stå af, fordi det lyder lidt fjollet.
Men faktisk er det præcis det samme Ilse Crawford, jeg selv og andre tror på og gør i dag. Vi prøver bare at sælge det ved at kommunikere det på en mere lavpraktisk måde. For måden vi indretter på påvirker vores humør og adfærd, hvilket er bevist. Men hvis vores humør og adfærd bliver ændret må det vel også automatisk betyde at vores skæbne bliver formet på en ny måde. Så Feng Shui har jo rent faktisk altid haft fat i noget.
Jeg faldt over en beskrivelse af Feng Shui, der gjorde det klart for mig at jeg har ret i meget når jeg sammenligner Ilse Crawfords tilgang med Feng Shui metoderne. “Feng Shui er et kompleks system af en oldgammel praksis der stræber efter at forbedre dit velvære i et rum”. Kodeordet i denne forklaring er velvære. For det er lige præcis det Ilses fokuspunkt også er.
KORT OM ILSE CRAWFORD
Ilse Crawford er den grundlæggende redaktør for Elle Decoration UK og har derefter bl.a. startet sit eget indretnings studie. Hun har en meget metodisk tilgang til indretning og processen omkring at skabe et rum. Hun tager udgangspunkt i mennesket og hvordan brugeren af rummet skal føle og opføre sig, hvilket hun formår ved at observere, lytte og stille spørgsmål.
Ilse selv forklarer at vi bruger 87% af vores tid indenfor og at hendes fokus derfor er på velvære. Hun ser indretning som meget mere end et visuelt look og går i dybden med hvordan designet af rummet påvirker os som mennesker, hvordan vi føler og hvordan vi opfører os alt efter hvordan rummet er designet. Hun mener ligesom jeg selv, at indretning netop er vigtig, da det påvirker os så meget som det gør.
Hun er blevet kaldt sansernes kvinde. Mere specifik skulle hun indrette en lounge i en lufthavn, hvor hun talte om vigtigheden i at sammensætte kontraster, såsom bløde og hårde materialer, hvilket netop også er en central tilgang i Feng Shui, hvor de i stedet for det dejlige jordnære ord ‘kontraster’ bruger ‘yin & yang’. To måder at beskrive det præcist samme på.
Hun er den første til, at gøre det hun gør og stor respekt for det. Men metoderne er ikke nye, da de stammer fra Feng Shui og jeg vil simpelthen ikke gå med til at det er en revolutionerende indretningstilgang hun har opfundet. Det er blot en ny (og fantastisk) måde at kommunikere det på.
SAMMENLIGNING MELLEM ILSE CRAWFORD & FENG SHUI
Grunden til, at jeg fik ideen til lige præcis dette indlæg var, at jeg så en serie om Ilse Crawford på Netflix. Jeg blev hurtigt fascineret af hende, måske især fordi hun har nogenlunde samme tilgang til indretning som jeg selv (mere om det senere). Men en fotograf der arbejdede med Ilse udtalte “Ilse er set som et ikon, fordi hun har udviklet en hel ny måde at se indretning på.” og denne udtalelse gjorde mig enormt irriteret for det passer simpelthen ikke.
Ilse Crawford har ikke udviklet en ny måde at se indretning på eller opfundet den dybe tallerken på nogen måde, for meget af hendes tilgang og de principper hun hun taler om stammer fra Feng Shui, om man så vil se det eller ej. Men det hun har formået er, at kommunikere denne tilgang og disse principper på en forståelig og praktisk måde der ikke virker så hokus pokus agtig, som Feng Shui godt kan virker nogle gange.
Jeg synes personligt at det er vigtigt at have respekt for Feng Shui og oprindelsen af denne mere dybdegående tilgang til indretning og anerkende at ens tilgang til indretning stammer fra netop Feng Shui. Ilse Crawford, såvel som jeg selv, har på hver vores måde viderudviklet på principperne, tilgangen og metoderne. Men basen og dele af tankegangen stammer stadig, i høj grad, fra Feng Shui.
Personligt tager jeg selv udgangspunkt i principper, metoder og værktøjer fra service design, som jeg vil fortælle jer om senere. Men også den metode jeg bruger er en kombination af Ilse Crawfords og Feng Shui med en tilføjelse af noget ekstra. Det jeg elsker ved alle 3 typer af tilgange til indretning er, at de er mere praktiske og mindre kunstneriske og dermed også går mere i dybden med indretning, så det ikke kun handler om det visuelle.
Selvfølgelig er det visuelle enormt vigtigt, men det er lige så vigtigt at møblerne er placeret på den rigtige måde for dig, at det er nemt at gøre rent så du kan bruge din dyrebare tid på noget andet og at optimale elementer er implementeret i rummet alt efter hvad du skal bruge det specifikke rum til.
Der er dog en væsentlig forskel mellem Ilses metoder og principperne fra Feng Shui, nemlig at Feng Shui tager udgangspunkt i at skabe velvære ved at undersøge hjemmet og rummene og der igennem optimere dem. Hvorimod Ilse Crawford tager udgangspunkt i mennesket der skal bruge rummet og udfra hvad de skal bruge rummet til og hvad det skal symbolisere rent personligt, optimere rummet.
Jeg var 14 år da jeg lånte min første bog om Feng Shui på biblioteket og det var nok her min interesse for, at arbejde med indretning egentlig startede uden at jeg tænkte mere over det. Min viden omkring Feng Shui har jeg bla. fundet i bogen ‘Praktisk Feng Shui – af Simon Brown’ som du stadig kan låne på biblioteket hvis du ønsker at læse mere om Feng Shui.
De danske bøger der findes om Feng Shui er næsten ligeså gamle som selve praksisen, så jeg kan egentlig godt lide tanken om at vi fortsat udvikler på tilgangen og principperne og tilpasser dem til et mere forståeligt og jordnært sprog.
Jeg håber, at det indtil videre giver bare lidt mening. Min egen tilgang til indretning tager udgangspunkt i min uddannelse i service design og jeg vil senere prøve at forklare hvad det er og hvordan det også hænger sammen med både Feng Shui og Ilse Crawfords metoder.
Du kan altid skrive til mig på info@lubi-studio.dk, hvis du har nogle spørgsmål.